Dannebrog – flaget der faldt ned fra himlen. Dansk guldalderkunst

Estlands Kunstmuseum
Kadriorg kunstmuseum
Pressemeddelelse
10.6.2019

Lørdag den 15. juni åbner Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark og Estlands præsident Kersti Kaljulaid udstillingen ˮDannebrog – flaget der faldt ned fra himlen. Dansk guldalderkunstˮ på Kadriorg kunstmuseum i Estlands hovedstad, Tallinn. Den 15. juni fejres en historisk begivenhed af stor betydning for Danmark og Estland – Slaget ved Lyndanisse, der er vigtigt for Estland, idet Tallinn her blev nævnt for første gang i skriftlige kilder, og for Danmark er det øjeblik, hvor nationalflaget Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen. Udstillingen på Kadriorg kunstmuseum indleder det begivenhedsrige festprogram, der markerer 800-året for Dannebrogs himmelfald.

Det er første gang, der vises en så omfattende udstilling af dansk guldalderkunst i Estland. Udstillingen præsenterer en række kendte værker fra Danmark, de fleste fra Statens Museum for Kunsts faste udstillinger. I Danmark bruges betegnelsen guldalderen om perioden fra begyndelsen til midten af det 19. århundrede, der i sin helhed var en af rigets sværeste perioder – som følge af krige mistede man besiddelser og territorier i Norge, Nordtyskland og flere andre steder. Samtidig var landet midt i en omfattende national identitetsproces, hvori kunsten spillede en yderst vigtig rolle. De danske guldaldermestres malerier udstyrede befolkningen med de væsentligste fikspunkter – naturen og mennesket samt slotte, borge og mindesmærker forbundet med den danske storhedstid. Allervigtigst for kunstnerne blev lyset – et særligt fint, krystalklart lys, der fremkaldte en glad og harmonisk stemning.

Christian August Lorentzen. Dannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallinn) i Estland den 15. juni 1219. 1809. Statens Museum for Kunst

På udstillingen vises værker af tidens akademiske malere såsom Nicolai Abraham Abildgaard (1743–1809), men også værker af guldalderens toneangivende mestre Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783–1853), Christen Schiellerup Købke (1810–1848), Jørgen Valentin Sonne (1801–1890) med flere. Særlig opmærksomhed fortjener den kunstner, hvis værk udgør grundlaget for selve udstillingen – ophavsmanden til det maleri, der afbilleder Danmarks nationalflags legendariske opståen, Christian August Lorentzen (1749–1828). Lorentzens maleri ˮDannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallinn) i Estland den 15. juni 1219ˮ er kendt af enhver i Danmark. På udstillingen præsenteres det dog ikke alene som et værk, der er blevet et nationalt ikon, men anskues også med udgangspunkt i kunstnerens ofte skarpt satiriske og politisk engagerede produktion. En af udstillingens centrale aspekter er kunstens og i særdeleshed historiemaleriets rolle som rettesnor for eller afspejling af folks bevidsthed og statens politik. For den nutidige beskuer gør dette ikke blot udstillingen interessant og lærerig, men også aktuel og tankevækkende. I forbindelse med udstillingen er der udgivet et katalog, der introducerer de eksponerede værker.

Statens Museum for Kunst er et af Danmarks ledende museer og hører til blandt Europas mest betydningsfulde kunstmuseer. Museets samling er baseret på Den Kongelige Malerisamling, der siden museets åbning i 1896 er blevet løbende udbygget. At det har været muligt at bringe en så omfattende udstilling til Estland sker langt hen ad vejen takket være det allerede eksisterende samarbejde mellem Estlands Kunstmuseum og Statens Museum for Kunst, der indledtes i 2011med udstillingsprojektet ˮTracing Bosch & Bruegel. Four Paintings Magnifiedˮ og sidste år videreførtes med en stor udstilling af Michel Sittows produktion.

Udstillingen er produceret i samarbejde med Statens Museum for Kunst i Danmark.

Udstillingens kurator og forfatter til bogen: kunsthistoriker Henrik Holm (Statens Museum for Kunst)
Kunstnerisk udformning af udstilling & bog: Liina Siib
Udstillingskoordinator: Kerttu Männiste

Udstillingen er åben indtil 13. oktober 2019

Pressemateriale kan findes her.

Publikumsarrangementer:

16. juni klokken 14
Omvisning (på estisk), efterfulgt af en forelæsning om dansk guldalderkunst ved kurator Henrik Holm (på engelsk)

20. juli klokken 12–17
LEGO-dag. Workshops, konkurrencer og udstillinger i forbindelse med Kadriorgs 301-års-jubilæum.

Rundvisninger
Fra 11. september til 9. oktober hver onsdag klokken 18. Rundvisningerne bliver guidet af Aleksandra Murre og Kerttu Männiste (på estisk)

Temadag
21. september klokken 12–16. Værksteder, lege, rundvisninger

Udstillingen indgår i programmet for fejringen af 800-året for Danmarks nationalflag Dannebrog. For mere information om begivenheder, der afholdes i maj og juni 2019, i forbindelse med Dannebrog 800, se her.

Sponsorer:

Dansk Kulturinstitut, Danmarks Ambassade i Estland, Danmarks Kulturministerium, Estlands Kulturministerium, Estlands Kulturfond, Kaubamaja, Nordic Hotel Forum, Hotell Palace, Advokat emeritus Peeter Lepik

Yderligere information:
Aleksandra Murre
Direktør
Kadriorg kunstmuseum og Mikkeli museum
Tlf. +372 606 6406, +372 521 3748
aleksandra.murre@ekm.ee

Kerttu Männiste
Kurator og museumsinspektør
Kadriorg kunstmuseum
Tlf. +372 5684 2804
kerttu.manniste@ekm.ee

Liia Rebane, PhD
Kommunikationsspecialist
Estlands Kunstmuseum
Tlf. +372 602 6026; +372 5681 6706
liia.rebane@ekm.ee